Phønix

Tagpap er det tagmateriale, der giver bygherrer, arkitekter og håndværkere de mest frie muligheder for at udforme bygninger. Også når bygningens form skal opfylde særlige funktionelle krav, giver tagpap den største frihed. For eksempel til erhvervsbyggeri, hvor der ofte kræves store bygningsbredder eller uregelmæssige facadeforløb.

For det fulde produktprogram, brochurer og tagberegner besøg www.phonixtag.dk

Med tagpap kan du give huset karakter med individuelle former. Tagpap kan formes frit, så du kan give taget en personlig egenart eller tilføje æstetiske værdier til traditionelle tage.

Du kan give huset karakter med hældningstage. Udtrykket kan du gøre enkelt og stilrent med en glatdækning, eller du kan opnå en rustik virkning med plankedækning eller listedækning. Tagpap kan lægges med så lave hældninger, at det i praksis opfattes som flade tage. Det gør underkonstruktionen enkel og giver dig frihed med hensyn til planen for tagafvanding.

Tagpap indeholder ikke pap. I dag er tagpap bygget op om en armering af en polyesterfilt (forkortet som PF) evt. kombineret med glasfilt. Polyesterfilt har stor styrke og fleksibilitet, og er ufølsom overfor fugt. På begge sider af armeringen er der et lag bitumen, som udgør den vandtætte del.

I nogle typer tagpap er bitumenlaget tilsat et gummimateriale, SBS, der giver tagpappet større fleksibilitet og dermed større evne til at optage bevægelser fra underlaget. Samtidig har denne type tagpap større modstandsstyrke mod vejr og vind og forlænger dermed levetiden for tagdækningen.

På bagsiden har tagpappet enten et tyndt lag plastfolie eller et fint lag sand, som skal forhindre, at tagpappet klæber sammen i rullen.

Overpap har bestrøning af granuleret skifer på oversiden for at beskytte bitumen mod solens nedbrydende stråler. Samtidig er skiferbestrøningen det lag, der giver tagpappet sin farve – sort, teglrød, lys grå, skovgrøn, hvid, kulsort m.v.

Comments are closed.